Vej og stitunnel på Torshøjvej

Entreprisen var en del af 6090 Udbygning af E45 Aarhus S – Aarhus N, som indgik i Infrastrukturplanen for 2035. Projektet indebar en udbygning af Torshøjvej mellem den Østjyske Motorvej E45 og den nyanlagte Giber Ringvej, da der på strækningen blev oplevet en stigende trafikal trængsel.

Denne trafikale udfordring blev forudset at ville stige i takt med, at E45 blev udvidet fra fire til seks spor. Konkret blev Torshøjvej udbygget fra to til fire spor – en strækning på 2 km. Med udvidelsen af Torshøjvej blev Giber Ringvej forbundet med motorvejen, så trafikken blev lettet ind i det sydlige Aarhus.

Udover udbygningen af Torshøjvej, indebar projektet også ansvaret for etablering af 6 ramper, ombygning af 4 kryds, herunder et 2-planskryds, en ny og større samkørselsplads samt en dobbeltrettet cykelsti og en stitunnel, der fører de bløde trafikanter sikkert under Torshøjvej. Samkørselspladsen og cykelstien betød, at det blev lettere for trafikanter at skifte bilen ud med grønnere transportmidler.

Projektet omfattede jord-, afvandings-, beton- og asfaltarbejder samt ledningsarbejder og trækrør for signal- og vejbelysning. Munck var ansvarlig for trafikafviklingen ved hele motorvejen. Under vejarbejdet steg trafiktrykket på og ved til- og frakørselsramperne på E45 ved Hørning og på Sydmotorvejen ved Hasselager. For at afhjælpe problemet blev der etableret to midlertidige signalanlæg, som skulle sikre et bedre flow af trafikken og derved mindske risikoen for kødannelse ud på motorvejen, indtil de permanente signalanlæg stod klar.

Udvalgte hovedmængder

  • 49.000 m3 jordarbejder
  • 47.000 m3 indbygning af sand
  • 27.000 m3 bundsikring
  • 45.000 m2 stabilgrus
  • 4.100 lbm dræn Ø110-Ø160
  • 3.300 lbm afvandingsledninger Ø110-Ø800
  • 5.900 lbm kantsten
  • 35.000 m2 asfalt
  • 123 stk. belysningsmaster
  • 42 stk. signalanlæg
  • 18.000 lbm kørebaneafmærkning

Bygherre: Vejdirektoratet
Entrepriseform: Hovedentreprise
Entrepriseform: 65 mio. DKK
Udførelsesperiode:  Juni 2023 – December 2024

Trafikal infrastruktur

Øvrige projekter og referencer