Udvidelse af E45 fra 4 til 6 spor mellem Ris bæk og Skanderborg

E45 er en central national og international hovedfærdselsåre, som var plaget af daglige køer og stigende trængsel. Entreprise “6070 Udbygning af E45 Vejle – Skanderborg”, som var en del af Infrastrukturplan 2035, har været med til at afhjælpe denne trafikale flaskehals.

Entreprisen omhandlede strækningen Ris Bæk til Skanderborg og omfattede i hovedtræk sideudvidelse af ca. 5,8 km motorvej fra 4 til 6 spor, etablering af nyt afvandingssystem, etablering af ca. 0,9 km kommuneveje, opsætning af færdsels- og vejvisningstavler samt sideudvidelse af 4 betonbroer, ligesom der er udført en forlængelse af en eksisterende stitunnel i stål. Som en del er projektet, er der udført 18 styrede underboringer og tunneleringer under motorvejen, mens denne var i drift, hvilket stillede store krav til planlægning og sikkerhed.

Håndtering af betydelige mængder let forurenet jord fra eksisterende rabatter var også en væsentlig del af opgaven. Jorden blev enten bortkørt til godkendt deponi eller genanvendt i de nye rabatter.

I forbindelse med rasteanlæg blev der etableret to store pumpestationer, som skal sikre en driftssikker og optimal håndtering af spildevand.

For at mindske generne for borgerne langs strækningen er der udlagt KVS-slidlag, som er klimavenligt og støjreducerende, ligesom der blev etableret en støjskærm på 6 meters højde på en strækning på 720 m ved Tebstrup.

For at håndtere de stigende nedbørsmængder og fremme biodiversiteten blev der etableret fem regnvandsbassiner, der skal sikre en optimal håndtering af de stigende nedbørsmængder. Ved hvert regnvandsbassin blev udlagt store sten fra projektet samt trærødder fra rydningsarbejdet, hvilket skaber optimale levesteder for insekter. Samme princip blev anvendt flere steder på skråningerne langs vejen, og disse blev sprøjtesået med særligt udvalgte græstyper, der understøtter den lokale flora og fauna.

Munck var ansvarlige for trafikafviklingen på projektet, hvilket krævede omfattende planlægning og koordinering. Udførelsen foregik samtidig med andre entrepriser på motorvejen, og arbejdet blev gennemført med høj trafiksikkerhed og begrænset gene for trafikanterne, trods de komplekse grænseflader og den intensive trafik.

Projektet blev afleveret 7 måneder før tid.

Udvalgte hovedmængder

  • Vej og belægningsopbygning
    • 185.000 m2 asfalt
    • 35.000 m3 bundsikring
    • 28.000 m3 stabilgrus
    • 65.000 lbm vognbane- og kantlinjer
  • Jordarbejder
    • 114.000 m3 råjord, afgravet og genindbygget
    • 4.400 m3 indbygning af jord
    • 24.000 m3 kalkstabilisering af jord
    • 87.000 m3 indbygning af jord i støjvold
    • 4.600 tons forurenet jord
  • Afvanding
    • 13.000 lbm dræn
    • 8.500 lbm tætte ledninger
    • 154 lbm trykledninger
    • 499 stk. brønde
    • 70 stk. tilslutninger
    • 13.500 lbm annullering af eksisterende ledninger
  • Konstruktioner
    • 12.200 lbm autoværn
    • 1.675 lbm paddehegn
    • 10.110 lbm vildthegn
    • 720 lbm støjskærm
    • 500 m2 spuns

Bygherre: Vejdirektoratet 
Entrepriseform: Hovedentreprise
Entreprisesum: 310 mio. DKK
Udførelsesperiode: April 2024 – December 2025

Trafikal infrastruktur

Øvrige projekter og referencer