Munck Gruppen fortsætter fremgangen med historisk resultat
Resultatet afspejler et år med høj aktivitet og generel fremgang i koncernens selskaber.
”Vi kan ikke være andet end meget tilfredse med årets resultat, som er skabt gennem et stærkt samarbejde på tværs af hele organisationen og med stor faglighed i leveringen af vores projekter,” udtaler koncerndirektør Hans Christian Munck.
”Årets resultat viser, at vores forretningsmodel er robust, og at vi kan levere høj kvalitet i selv komplekse projekter. Vi står stærkt rustet til de kommende år, hvor vi forventer en mere moderat udvikling. Vores fokus er fortsat at være en pålidelig samarbejdspartner og skabe løsninger, der gør en reel forskel for kunder og samfund – altid med høj kvalitet som en grundlæggende forudsætning”.
Stærk udvikling på tværs af koncernens aktiviteter
Munck Havne & Anlæg har igen haft et særligt stærkt år med høj aktivitet på både trafikal infrastruktur, havneprojekter og øvrige anlægsopgaver. Selskabet fortsætter sin positive udvikling og står rigtig stærkt positioneret til det kommende år, hvor aktivitetsniveauet dog forventes at stabilisere sig på det nuværende eller et mere afdæmpet niveau.
Munck Forsyningsledninger har fastholdt det høje aktivitetsniveau fra de foregående år og går ud af regnskabsåret med et solidt resultat. Med afsæt i de langsigtede rammeaftaler og en omfattende portefølje af forsyningsprojekter forventes et kommende år på et lidt lavere, men stadig højt aktivitetsniveau efter en periode med ekstraordinært stærk vækst.
Munck Asfalt leverer endnu en gang et væsentligt forbedret resultat og har gennem året arbejdet målrettet videre med udvikling af mere energireducerende asfaltløsninger og øget genbrug af materialer i asfalt. Selskabet står nu styrket i et marked, hvor konkurrencen stadig er intens, men hvor fokus på alternative løsninger åbner nye muligheder.
Munck Civil Engineering har rundet en vigtig milepæl i Grønland med færdiggørelsen af landingsbanen i Ilulissat. Samtidig står selskabet foran opstarten af et nyt internationalt projekt i Pakistan, hvor Munck skal etablere et spildevandsrensningsanlæg i Faisalabad. Projektet markerer næste kapitel i selskabets internationale udvikling og bliver et væsentligt fokusområde i de kommende år.
Fokus på bæredygtighed, sikkerhed og kompetencer
Munck Gruppen arbejder med bæredygtighed på et niveau, der både giver forretnings- og miljømæssig værdi, i tæt parløb med vores kunder og samarbejdspartnere. Fokus er på praktiske løsninger, der reducerer spild, øger andelen af genanvendte materialer og forbedrer effektiviteten dér, hvor det giver reel og dokumenterbar effekt.
Sikkerhed er et fast holdepunkt i Munck Gruppen, og visionen Nul Ulykker er forankret i hele organisationen. Der arbejdes systematisk med forebyggelse, træning og opfølgning for at skabe et trygt og ansvarligt arbejdsmiljø. Vores værdier – Enkelhed, Respekt og Rettidig omhu – er drivkraften i denne indsats, og effekten ses tydeligt af de igangværende tiltag, idet ulykkesfrekvensen er faldet markant de seneste år. Sikkerhed vil også fremadrettet være et centralt fokusområde, og der er en klar ambition om at reducere ulykkesfrekvensen yderligere.
Munck Gruppen arbejder løbende med at styrke medarbejdernes kompetencer gennem uddannelse, lærlingeindsatser og efteruddannelse. Målet er at sikre de nødvendige faglige ressourcer og en robust organisation, der kan løfte projekter effektivt og professionelt.




