Munck datterselskab overtager dele af Østergaard Entreprise A/S under konkurs

Efter at Østergaard Entreprise A/S i sidste uge blev erklæret konkurs, har Munck Forsyningsledninger A/S etableret et datterselskab til udførelse af smedearbejde i forbindelse med fjernvarmeprojekter og overtager en del af medarbejderne og enkelte projekter fra konkursboet.
Nyt fra Munck  |   18. maj 2026

I forbindelse med overtagelsen har Munck tilbudt ansættelse til ca. 70 medarbejdere i den nye virksomhed Østergaard Rørentreprise A/S.  

Overtagelsen sker for at sikre både kapacitet og kompetencer til at udføre svejsearbejde på fjernvarmerør i forbindelse med nuværende og fremtidige projekter. Samtidig vil det nye selskab også tilbyde smedearbejde for nuværende og fremtidige kunder, hvor dette efterspørges i selvstændige entrepriser.  

“Virksomhedens medarbejdere er kendt for deres store faglighed, og vi ser gode muligheder i at videreføre de stærke faglige kompetencer i det nye datterselskab. Det styrker vores samlede position – både på nuværende projekter og i forhold til kommende opgaver,” udtaler Flemming Skøtt, Direktør i Munck Forsyningsledninger A/S.  

De berørte medarbejdere er informeret om overtagelsen, og ambitionen er at skabe en ny, sund og solid arbejdsplads med fokus på stabilitet, faglighed og langsigtet udvikling.  

”Det hele er gået meget hurtigt som følge af konkursen, men vi glæder os til at byde medarbejderne velkommen og til sammen at skabe et stærkt fundament for fremtiden – til gavn for både medarbejderne, kunderne og virksomheden,” udtaler Flemming Skøtt. 

Seneste nyt