Ny 2200 m lang landingsbane i Ilulissat er færdig

D. 10. oktober kunne Munck Civil Engineering Arctic efter flere måneders hårdt arbejde aflevere landingsbanen til den nye internationale lufthavn i Ilulissat.
Nyt fra Munck  |   15. oktober 2025

Sæsonen for årets aktiviteter begyndte i maj. Hold fast i bordkanten for her kommer listen over bare nogle af dem, vi har udført i år:

  • Udlagt 80.000 m2 MacAdam (15 cm tykkelse)
  • Udlagt 60.000 tons asfalt fra juni-september med ét asfalthold
  • Håndteret 1000 tons filler i big bags
  • Anlagt 400.000 m2 sikkerhedszone i stabilgrus (15 cm tykkelse)
  • Trukket 90 km ledning under landingsbane
  • Sat seks km hegn op (2000 boret huller på ca. 1,5 x 1,5 x 1,5 m)
  • Stribet hele landingsbanen op på to uger

Alt er udført i egenproduktion – også produktionen af de 0-80 mm MacAdam skærver, stenmaterialer til asfaltproduktion og alt stabilgrus.

I alt har vi sprængt ca. 6.000.000 m³ fast fjeld på hele projektet og indbygget ca. 8.000.000 m³ sten i forskellige størrelser; fra 0-32 mm sten til 8-10 tons sten.

140 medarbejder på projektet

Vi er selvfølgelig afhængige af vores dygtige medarbejdere, som bruger de fleste af deres vågne timer på projektet. På spidsbelastningen har 140 medarbejdere været en del af projektet.

De har i perioder arbejdet i toholdsskift fra mandag til lørdag – og de er en af grundene til, at vi har overholdt deadline for landingsbanen.

300 arbejdsdage uden arbejdsulykker

Med stort materiel, et udfordret arbejdsmiljø og mange arbejdstimer har vi stadig formået at have 300 arbejdsdage i streg uden en arbejdsulykke med fravær på projektet. Det er vi enormt stolte af, og det vidner om, at vi har medarbejdere, som er bevidste om deres egen og kollegaers sikkerhed.

2026 – året for afslutning

Fra nu og frem til aflevering af projektet i 2026 arbejder vi på følgende aktiviteter:

  • Camp-området; kontor, beboelsesfaciliteter, værksteder og lagertelte nedtages
  • Maskiner og reservedele hjemsendes
  • Den nye adgangsvej til lufthavnen færdiggøres – den skal løbe hen over den gamle landingsbane
  • De sidste meter sikkerhedshegn opsættes
  • Flytekniske installationer i den gamle lufthavn tages ned
  • Et nyt hundeslædespor færdiggøres

Vi ser frem til 2026, hvor den nye internationale lufthavn i Ilulissat tages i brug.

Seneste nyt